VLOG / SOMMER HAUL & PICNIC

EN SNAK OM BOLIGSØGNING

Hvis du følger mig på Instagram. har du måske bemærket mit opslag fra igår, hvor jeg forklarede en smule om vores boligsituation. Eller måske rettere sagt om vores boligsøgning. Lige nu bor Tobias og jeg til leje, og det har vi gjort siden vi hver især flyttede hjemmefra. Der er som sådan ikke noget galt i at bo til leje, men når man har store boligdrømme og en masse idéer til indretning, så kan det altså godt sætte en begrænsning at bo til leje. For det første er det begrænset, hvad der kan “betale sig” at gøre i forhold til indretning, da det jo ikke er vores lejlighed. Hvis vi f.eks. lavede nyt køkken, satte paneler på væggene eller lignende (som vi MEGET gerne vil!), så gavner det os kun lige nu, da det ikke er noget, vi kan tage med den dag, vi flytter herfra.

Hvis vi snakker økonomi, så kan det heller ikke betale sig at bo til leje. I min verden er det penge ud ad vinduet, da vi aldrig kommer til at se de penge igen. At eje en bolig er derimod en investering, og det giver meget mere mening for både Tobias og jeg. Derfor har vi i et stykke tid været på boligjagt – mest efter lejligheder og rækkehuse, men vi er ikke helt afvisende overfor idéen om at flytte i hus. Vi har selvfølgelig haft møder med forskellige banker med henblik på at låne penge til en bolig. Derudover har vi allerede set nogle forskellige lejligheder, men ingen af dem har fanget vores interesse 100 %.

Efter at have søgt i et stykke tid og have været til fremvisning på forskellige lejligheder, besluttede vi os for at blive boende til leje i et par år, indtil vi finder noget, vi virkelig er interesseret i. Faktisk er vi også begyndt at kigge mere efter rækkehus og hus i stedet for lejlighed. MEN efter vi egentligt havde sat boligsøgning på pause, dukkede der pludselig et rækkehus op i det område, vi drømmer om at bo i. Det skulle uden tvivl renoveres, men vi var klar på lidt af hvert, da det jo havde drømme-beliggenheden. Derfor bookede vi selvfølgelig en fremvisning af rækkehuset, som skulle have fundet sted lige nu (torsdag).

Så kan du nok godt regne ud, at fremvisningen blev aflyst. Vi fandt ud af, at rækkehuset var blevet solgt igår morges, og for at være helt ærlig ødelagde den nyhed det meste af min dag. Det er den eneste bolig, vi har været så interesseret i, så det føltes som et kæmpe slag i maven at finde ud af, at vi ikke engang fik chancen for at se boligen. Jeg er stadig virkelig træt af det, men der er desværre ikke noget at gøre. Ofte ville jeg tænke, at der nok skal komme noget ligeså godt, men det her var altså virkelig en sjælden mulighed.

Boligsøgning kan være så frustrerende til tider, og jeg er sikker på, at mange af jer har oplevet, hvor frustrerende det kan være. Udover at vi bor til leje, så er vi egentligt glade for at bo, hvor vi gør. Vi har en skøn lejlighed med stor altan, men det er også det, der gør det svært at finde en ejerlejlighed, der er minimum ligeså god, som den vi har nu.


Læs også: Bøger til sommerferien

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VLOG / SOMMER HAUL & PICNIC